Hvad er et godt samfund? Min første tanke er, at et godt samfund er et sted, hvor man har det godt, og hvor man føler, at man kan leve sit liv. Faktisk må et godt samfund være et resultat af samarbejdet mellem mennesker, der ønsker et godt liv. Viljen til at skabe en tilværelse baseret på ens livsværdier og interesser må være drivkraften bag et godt samfund. Ens personlige livsværdier tilegner man sig gennem egne erfaringer og oplevelser, mens andre stammer fra barndommens og ungdommens indirekte indoktrinering, og endelig påtager man sig nogle ud fra en viden eller en overbevisning foretaget af folk, der er klogere. Mine erfaringer er en slags konklusion af en masse oplevelser, altså indtryk, jeg har fået på et eller andet tidspunkt i mit liv. De oplevelser, der skaber erfaringer, som til sidst munder ud i en dannelse af livsværdier i mit hoved, er altså det spæde kim til det, der hedder et godt samfund. Hvis man slår ordet ”samfund” op i ordbogen, står der: ”sammenslutning af enkeltpersoner” og ”sammenkomst”. Altså en eller anden foranstaltning, hvori man indgår i et samspil med andre. Men de betydende oplevelser, jeg snakkede om før, er jo netop foregået sammen med andre og er i stor stil påvirket og bestemt af andre. Altså er det i høj grad andre, der har indflydelse på, hvad et godt samfund er i mine øjne. Det er samfundet selv… Frihed. Én af hovedingredienserne i den komplekse opskrift på det ideelle samfund må være friheden. Der findes mange aspekter af friheden såsom ytringsfriheden, og friheden til at kunne gøre, hvad man har lyst til. For mig er friheden, at jeg stort set selv kan vælge mit livs gang og indhold, eller i hvert fald rammerne omkring det – valgfriheden. Meget vigtigt og populært ord i dagens Danmark. Folk skal have frihed til at vælge præcis, hvad de har lyst til, uden at tage hensyn til andres ønsker og behov. Hvis jeg ikke har lyst til at lave mine lektier en dag, skal jeg have frihed til at fravælge det. Men det er også en for egoistisk drejning af ordet. Det må være en betinget valgfrihed, som er underforstået, at man ikke lader sine privilegerede frihedsrammer gå ud over andre. Jeg synes, det er træls, når de andre ikke har lavet lektier, når jeg trofast har siddet og knoklet for at kunne nå at forberede alle lektier til næste dag. Men det er også træls, når jeg ikke selv har lavet lektier, at mine klassekammerater ikke kan forstå min situation, hvis jeg har haft meget travlt med noget andet skolearbejde. Frihed uden grænser er altså ikke et ideelt redskab til opbygningen af et godt samfund. Den postmodernistiske tids frihedsopfattelse er for fri! Det er nødvendigt at have nogle faste rammer for, hvad frihed indebærer, tror jeg. Hvis man skulle sige det med Freuds personlighedsmodel, kan man sige, at den ultimative, ubetingede og grænseløse frihed for det enkelte individ ville være det samme som en total overgivelse til det id-styrede menneske. Men jeg tror, Gud skabte overjeget for at hindre denne udvikling, som uundgåeligt ville ende i ét stort orgie af destruktion på grund ag uløselige uoverensstemmelser. Mennesket er nu engang så heldigt at have fået overjeget som en beskytter mod denne kollektive destruktionstrang, som leder mig hen til en anden ting, der er betydningsfuld i et godt samfund: Ligeværdien, accepten og pladsen til alle. Som overjeget er id’ets modsætning, må disse værdier være destruktionens og konflikternes modpart. Set udefra er det ideelle samfund et sted hvor alle (eller i hvert fald flest muligt) har det godt. Altså indebærer et godt samfund accept af andre og deres interesser. Der er stor forskel på forståelse og accept. Jeg forlanger ikke, at enhver indbygger i Danmark skal kunne forstå alle andres lyster og interesseområder. Men en accept af dette kan man godt forlange, synes jeg. Når det gælder begge veje, er accept jo udelukkende en positiv ting. Ligeværden mellem mennesker er nødvendigt for at kunne give flest muligt indtrykket af at leve i et godt samfund. Hvis ikke ligeværd var en af grundpillerne i et godt samfund, ville definitionen på et godt samfund skulle omformuleres lidt. Da jeg i starten skrev, at et godt samfund er et sted, hvor man har det godt, er det underforstået, at ”man” er et udtryk for, at ethvert individ i et land skal have det godt. Et samfund, om hvor kun enkelte personer kan sige, at de har det godt, er ikke godt. En kollektiv livsglæde er guld værd for at opnå et godt samfund. Ligeværden eller rettere sagt ligheden skal efter min mening også gælde, når det kommer til uddannelse. De geografiske bestemte muligheder for uddannelse skal opbrydes og i stedet skal der være betingelsesløs valgfrihed og lighed, hvad angår uddannelse. Hvis jeg f.eks. ikke kunne have gået på gymnasiet på grund af min bopæl i Spjald, ville samfundet være direkte dårlig konstrueret på det område. Det vil sige, at der allerede foregik et stort skridt i den rigtige retning med destinationen ”Et godt samfund” i 1788, hvor stavnsbåndet blev ophævet og nogle geografiske begrænsninger derfor blev nedbrudt. Den sociale arv er også et centralt punkt, når vi snakker om ligeværd i det ideelle samfund. Der skal selvfølgelig være lige store muligheder fir enhver for at kunne uddanne sig og leve sit liv, som man ønsker det. Den start og de forudsætninger, man har i bagagen hjemmefra, burde være af en underordnet betydning, hvad angår ens muligheder og rettigheder på det sociale og økonomiske område. Den økonomiske ulighed vil nok aldrig kunne kommes helt til livs, så længe den florissante kapitalistiske finansielle epoke dominerer, men alligevel kan et godt samfund gøre meget for at mindske de forskelle, denne økonomiske ulighed medfører ved at give samtlige borgere i et land en lige stor chance fra starten af for at kunne opbygge en økonomisk stabil livsførelse. Jeg har fået at vide, at danskere er tryghedsnarkomaner. Vi tø ingenting, med mindre vi er forsikret fra top til tå og til toppen igen… Er det samfundets skyld, at vi er blevet så initiativfattige, fordi det har givet os for meget tryghed og for få risici? Derved er vi blevet vænnet til at kunne gå i gang med noget, vi kan føle os 100 procent trygge ved. Men er det ikke også at foretrække, at samfundet skaber en tryg ramme om ens liv og udspænder et mere eller mindre finmasket sikkerhedsnet under et lands borgere? Jo, det synes jeg altså. Tryghed er en virkelig betydningsfuld faktor for anslåelsen af velfærdet i et land, og bare tanken om, at man kan føle sig tryg og sikker, er med til at gøre, at man kan koncentrere sig om andre ting, end risikoen for at falde igennem og stå hjælpeløs uden garantier for overlevelse. Hvad er et godt samfund? Det er svært at sætte facit på, men teoretisk set er et godt samfund vel et samfund, hvor man til stadighed diskuterer definitionen herpå og forsøger at blive bedre… Af Rune Lauridsen |
